Demeter og Core

Min datter:
Hun vendte mig ryggen og havde besluttet at gå sine egne veje.

Hun stolede fra nu af kun på sig selv.

Måske fordi hun har haft mere modgang end hun mener hun har fortjent.

Hun er som et barn der går ind i et mørkt rum og nægter at tænde lyset og når hun så snubler og slår sig er det mørkets skyld!

Demeter og Core. 1.200 x 1.00 m. olie på lærred

Demeter og Core

Engang da Persefone var en ganske ung pige, legede hun en dag med sine veninder på en eng.

Ude på engen plukkede hun de dejligste blomster - markhyacinter, iris, roser, krokus og skønne violer.

Gaia lod en narcissus spire op og pigen rakte, med undren i sindet, sine ivrige hænder efter den sjældne og lokkende blomst. I det samme revnede jorden og dødsrigets mægtige hersker kom op og røvede pigen og mod hendes vilje førte han hende af sted på sin gyldne strålende hestevognvogn mens hun jamrende råbte.

Men der hjalp ingen kære mor. Persefone måtte affinde sig med sin lod. Hun blev dronning af Hades rige.

Demeter kunne ikke affinde sig med tabet af sin elskede datter. Dag efter dag flakkede hun om på jorden for at lede efter hende uden at hverken spise eller drikke. Endelig fortalte solguden Helios, som ser alt, Demeter hvad der var sket, at Hades på sit flyvende forspand i en gylden vogn havde ført den grædende pige ned til sit tågede mørke.

Da Demeter hørte dette, blev hun endnu mere ulykkelig og vred på Zeus og alle guderne, fordi han havde billiget bortførelsen. Hun nægtede at komme hjem til Olympen hvor guderne bor og vandrede tilsløret om på jorden, indtil hun en dag kom til byen Eleusis. Der satte hun sig ved en brønd, hvor byens kvinder kom for at fylde deres krukker, og nu så hun ud som en ældgammel kvinde. Men værdig og smuk af ydre var hun stadig, og kongens døtre, der kom efter vand så hende sidde der. De spurgte venligt hvem hun var og Demeter opfandt en historie om, at hun var røvet af kretiske sørøvere, men havde set sit snit til at liste sig væk.

Pigerne sagde så at hun nok ville være velkommen hjemme hos dem, og nu skulle de spørge deres mor Metaneira. Som sagt så gjort. Pigerne vender tilbage og fortæller den gamle kone at hun er velkommen i kongens hus, hvor hun kan passe deres lillebror.

Demeter kom så til kongens gård, men nedbøjet af sorg sad hun på en skammel og stirrede ud i luften, indtil pigen Iambe med spøg og drillerier fik Demeter til at smile.  Demeter lovede nu at tage sig af den spæde kongesøn, han skulle blive passet godt og hun skulle sørge for at han aldrig fik tandpine. Og den lille trivedes, ikke underligt for hans nye amme sørgede for at han kun fik gudekost. Ja Demeter ville endda gøre ham udødelig og til det formål puttede hun den lille på arnen om natten, ind mellem gløderne. Men i dennne bedrift bliver hun en nat overrasket af moderen, der forfærdet skriger op – og så er det hele ødelagt, for intet menneskeligt øje må se gudernes planer. Demeter bliver vred og siger til drengens moder: ”Ungdom for evigt, uvisnelig hæder jeg ville ham skænke. Aldrig han nu skal døden og skæbnegudinder undfly”.

Derefter befaler Demeter beboerne i Eleusis at grundlægge et tempel og dyrke hende for fremtiden og ritualet indstifter hun selv.

Men Demeter var ikke forsonet med guderne, sin datter havde hun ikke fundet – og nu strejkede hun. Hun var jo kornets gudinde det var jo hende der bestemte hvornår korn skulle spire. Derfor lod hun ikke et eneste frø spire på markerne og alle mennesker var ved at dø af sult. Zeus sendte nu den ene efter den anden af de olympiske guder med smigrende tilbud til Demeter, men forgæves; gudinden ville først have sin datter igen. Endelig sendte Zeus så Hermes til underverdenens hersker Hades, og Hades turde ikke sige nej til Zeuses sendebud, men ved afskeden gav han Persefone kernerne af et granatæble at spise og hun kan nu aldrig helt glemme dødsriget.

Hermes førte den frigivne Kore op i verden og lyset, og mor og datter forenes atter. Zeus bad nu Demeter om at komme tilbage til Olympen hvor hun skulle nyde ære med de andre guder, men fordi Persefone havde spist af granatæblet skulle hun forblive en tredjedel under jorden hos Hades mens hun de øvrige to fik lov til at bo på Olympen. Demeter var nu forsonet og lod nu kornet spire overalt på markerne.

Siden da viser Persefone sig hvert forår med de første grønne spirer og forsvinder atter under jorden med det sidste strå.