Skeletkvinden 6.

Skeletkvinden så tåren glimte i lyset fra ilden, og pludselig blev hun  tørstig. Raslende og skramlende kravlede hun hen til den sovende mand og lagde munden til tåren. Denne tåre var som en hel flod, og hun drak og drak. Indtil hendes mangeårige tørst var slukket.

Mens hun lå ved siden af den sovende mand, stak hun hånden i ham og tog hans hjerte, denne stortromme. Hun satte sig op og slog på begge sider af det: Bom,bomm!...Bom, bomm!

Mens hun trommede, begyndte hun at synge: ”Kød,kød,kød! Kød,kød,kød!” Og jo mere hun sang, desto mere kød fik hun på kroppen. Hun sang sig til hår og gode øjne og pæne tykke hænder. Hun sang sig til sprækken mellem lårene og bryster, som var lange nok til at holde på varmen, og alle de ting, som en kvinde har brug for.