Skeletkvinden 4.

Skeletkvinden i en dynge på gulvet. 1,0 x1,2 m. olie på lærred

 

Og hele tiden var hun lige i hælene på ham og snuppede faktisk lidt af de frosne fisk, mes hun blev slæbt med. Hun begyndte at spise det, for hun havde ikke fået noget at spise i lang, lang tid. Omsider nåede manden snehytten og forsvandt på hænder og fødder ned i tunnel indgangen og ind i hytten. Her lå han gispende og hulkende i mørket, mens hjertet hamrede som en tromme, en stortromme i hans bryst. Endelig i sikkerhed, åh ja, i sikkerhed takket være guderne, ravnene, ja, og den gavmilde Sedna, endelig…i..sikkerhed.

 Og tænk engang, da han tændte sin tranlampe, så lå hun – der – i en dynge på gulvet med en hæl over skulderen, et knæ inde i brystkassen og en fod over albuen. Han kunne ikke senere sige, hvad det skyldtes, måske lysskæret mildnedes hendes træk, eller det var den kendsgerning, at han var en ensom mand. I hvert fald kom der noget ømt i hans åndedrag og langsomt rakte han sine beskidte hænder frem og begyndte at vikle hende ud af snøren, mens han talte så dæmpet som en mor til sit barn.